Vedtægter
 

      Vedtægter for brancheforening for skadedyrsfirmaer

 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Brancheforening for skadedyrsfirmaer.                                       Foreningens hjemsted er den til enhver tid værende formands forretningsadresse, eller foreningens sekretariat.

 

§ 2 Formål

Foreningens formål er at samle skadedyrsfirmaer i en forening til varetagelse af fælles interesser til gavn for det enkelte skadedyrsfirma, og disses kundevirksomheder, gennem udvikling af standardiserede, kvalitetsbetonede og effektive ydelser. Hvor det er relevant, er det foreningens opgave at søge indflydelse på lovgivning der vedrører skadedyrsfirmaer og udbrede kendskabet til skadedyrsbekæmpelse i bred forstand.

 

Formålet søges nået ved at:

 

a.         Fremme et kollegialt forhold mellem medlemmerne og her igennem styrke sammenhold og loyal konkurrence indenfor foreningen.

 

b.         Påvirke myndighederne til at udfærdige/ udbygge et uddannelsesprogram for skadedyrsfirmaer

 

c.         Afholde medlemsmøder til belysning og drøftelse af tekniske, kommercielle og andre emner af interesse for medlemmerne eller grupper af disse.

 

d.         Varetage medlemmernes interesse i forhold til lovgivning, offentlige myndigheder og andre organisationer.

   

§ 3 Medlemmer

Som medlem kan optages skadedyrsfirmaer der er godkendt under denne branchekode hos erhvervs- & Selskabsstyrelsen. Tillige skal der foreligge godkendt rotteautorisation, MX certifikat samt yderligere certifikater som myndighederne måtte påkræve. Brancheforeningens medlemmer skal indenfor en periode af 12 måneder have afsluttet, påbegyndt eller tilmeldt nye autorisationskurser som myndighederne måtte påkræve.

 

Medlemmer eneberettiget til at anvende BS logo, og henvisninger til medlemskab af foreningen.

 

 

§ 4 Indmeldelse

Ved anmodning om optagelse i foreningen træffer bestyrelsen afgørelse om, hvorvidt optagelsesbetingelserne er opfyldt. Bestyrelsen kan nægte optagelse af virksomheder, som ved deres handlemåde har skadet branchens eller foreningens interesser.

 

I tvivltilfælde optages spørgsmålet på den førstkommende ordinære generalforsamling, hvor sagen afgøres ved almindelig stemmeflerhed.

 

Alle medlemmer skal inden indmeldelse underskrive foreningens etiske regler samt tiltræde foreningens vedtægter.

 

§ 5 Udmeldelse

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsesformanden ved anbefalet brev med mindst 3 måneders varsel til en betalingstermin. I særlige tilfælde kan bestyrelsen tillade andre terminer.

 

Ved udmeldelse bortfalder alle rettigheder i og ethvert krav på foreningen, herunder retten til anvendelse af tilføjelse til firmanavn ”medlem af brancheforeningen for skadedyrsbekæmpelse”

 

§ 6 Eksklusion

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt:

 

a.        betingelserne for at være medlem af foreningen ikke længere er til stede – eller

b.        medlemmet standser sine betalinger, træder i likvidation, kommer under konkurs eller på anden måde mister rådigheden over sit bo – eller

c.         medlemmet ikke overholder foreningens vedtægter, foreningens etiske regler eller de på en generalforsamling vedtægtsmæssige vedtagne beslutninger – eller på anden måde optræder ukollegialt, eller til skade for medlemmernes interesser – eller

d.        medlemmet har skyld eller kontingentrestance til foreningen, og ikke har indfriet denne gæld efter påkrav ved anbefalet brev.

 

Eksklusion behandles af bestyrelsen på det førstkommende bestyrelses-møde. Eksklusion af et medlem kan kun ske, såfremt hele bestyrelsen er til stede og stemmer herfor. Med eksklusion bortfalder alle rettigheder i – og ethvert krav på foreningen, herunder retten til anvendelse af tilføjelsen til firmanavn ”medlem af brancheforeningen for skadedyrsfirmaer”

 

Eksklusionen kan ankes til først kommende generalforsamling.

 

 

Ved eksklusion tilbagebetales ikke indmeldelsesgebyret. Kontingent tilbagebetales med halvdelen af indbetalt beløb for året.

 

§ 7 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

 

Foreningen afholder en årlig generalforsamling og kan afholde ekstraordinære generalforsamlinger.

 

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i uge 6 om tisdagen.

Bestyrelsen træffer beslutning om stedet for afholdelse af generalforsamling med behørig hensyntagen til geografiske afstande.

 

Generalforsamlingen skal indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden med regnskab, navnene på afgående bestyrelsesmedlemmer eller bestyrelsesmedlemmer på valg, samt ordlyden af eventuelle forslag.

 

Forslag fra medlemmerne skal – for at blive optaget på dagsordenen – sendes til bestyrelsen i anbefalet brev og være denne i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

 

Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:

 

 

1.      Valg af dirigent

2.      Bestyrelsens beretning og generalforsamlingens godkendelse af samme

3.      Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til generalforsam-lingens godkendelse

4.      Fremlæggelse af budget samt beslutning om fastlæggelse af medlems-kontingent og indmeldelsesgebyr

5.      Valg af formand

6.      Valg af bestyrelse i henhold til §10

7.      Valg af bestyrelsessuppleanter

8.      Valg af revisor (valgt for 1 år)

9.      Indkomne forslag

10.    Eventuelt

 

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt indsender begæring herom, ledsaget af en redegørelse for de forslag der ønskes behandlet, samt forslag til dagsorden.

 

Den ekstraordinære generalforsamling, der indvarsles og afvikles på samme måde som den ordinære generalforsamling, afholdes senest 2 måneder efter at bestyrelsen har modtaget begæring herom.

 

Ved generalforsamlinger vælges en dirigent uden for bestyrelsen til at lede forhandlingerne. Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol der underskrives af dirigenten.

 

§ 8 Møde- og stemmeret

Ethvert medlem af brancheforeningen er repræsenteret med 1 stemme på generalforsamlingen. Såfremt en virksomhed har mere end ét medlemskab giver dette ikke ret til flere stemmer på generalforsamlingen. Hvis 2 eller flere virksomheder har samme ejerforhold giver dette ikke ret til flere stemmer på generalforsamlingen.

 

Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer der ikke er i kontingent-restance.

 

§ 9 Afstemningsregler

Alle beslutninger på generalforsamlinger sker ved almindelig stemmeflerhed, jvf. dog § 6 og vedtægtsændringer.

 

Det er tilladt at stemme via fuldmagt.

 

Til vedtagelse af en vedtægtsændring, kræves at mindst halvdelen af de stemmeberettigede er repræsenterede, og at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Såfremt en vedtægtsændring vedtages med fornøden majoritet, uden at halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer har været repræsenteret, indkaldes til en ny generalforsamling, som da kan vedtage vedtægtsændringen med den foreskrevne majoritet, uanset antallet af repræsenterede medlemmer.

 

Afstemningerne på generalforsamlingen foretages ved håndsoprækning af de stemmeberettigede.  Skriftlig og hemmelig afstemning kan dog kræves såfremt det ønskes af bestyrelsen eller mindst 1 medlem, endvidere tilkommer det dirigenten at forlange skriftlig og/eller hemmelig afstemning.

 

§ 10 Bestyrelse

Foreningens bestyrelse består af formanden og 4 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf 2 er valgt øst for Storebælt og 2 er valgt vest for Storebælt.

 

Formanden vælges for en 1 årig periode. Valget af formand går på omgang blandt bestyrelsens medlemmer.

For at skabe kontinuitet i bestyrelsen bør intet bestyrelsesmedlem sidde i mere end 4 år. 5 år såfremt medlemmet har ageret formand i foreningen.

2 bestyrelsesmedlemmer er på valg på generalforsamlingen, hvoraf kassereren og 2. bestyrelsesmedlem er på valg i lige år.

Herudover vælger generalforsamlingen årligt 2 suppleanter, hvoraf 1 vælges øst for Storebælt, og 1 vest for Storebælt. Suppleanterne indtræder ved afgang i bestyrelsen efter geografisk suppleringsbehov og indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode. Suppleanterne har ret til at deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

 

Valg til bestyrelsen er personligt.

 

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv på det første møde efter generalforsamlingen med minimum 1 næstformand og kasserer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne er tilstede.

 

Bestyrelsen kan til varetagelse af den daglige drift ansætte fornødent personale og afholde de efter bestyrelsens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

 

Bestyrelsen har overfor generalforsamlingen ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget til generalforsamlingens godkendelse. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af samtlige de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget, skal forelægges og godkendes af generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen holder møde, så ofte 2 af bestyrelsesmedlemmerne eller formanden træffer beslutning herom. Alle afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. I det tilfælde stemmerne måtte stå lige, er formandens – og ved hans fravær den fungerende formands – stemme udslagsgivende.

 

§ 11 Tegningshæftelse

Foreningen tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem eller af 4 bestyrelsesmedlemmer i forening.

 

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

 

Bestyrelsen kan meddele prokura.

 

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

 

§ 12 Indmeldelsesgebyr

Det kan besluttes at fastsætte et indmeldelsesgebyr, som opkræves inden optagelsen. Størrelsen af indmeldelsesgebyret vedtages på den ordinære generalforsamling.

 

§ 13 Kontingent

Det årlige kontingent for medlemmerne fastsættes på den ordinære generalforsamling.

 

Ved for sen indbetaling af kontingent kan bestyrelsen opkræve en rente svarende til rentelovens almindelige bestemmelser om morarenter.

 

§ 14 Regnskab

Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til den 31. december.

 

Foreningens midler må kun anvendes til de af bestyrelsen under ansvar over for generalforsamlingen vedtagne formål.

 

Regnskabet revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.

 

§ 15 Opløsning

Vedtagelse af foreningens opløsning kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af samtlige stemmeberettigede medlemmer er til stede, og vedtagelsen sker med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Såfremt opløsning af foreningen vedtages med fornøden majoritet, uden at halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer har været repræsenteret, indkaldes til en ny generalforsamling, som da kan vedtage opløsningen med den foreskrevne majoritet (2/3), uanset antallet af repræsenterede medlemmer.

 

Samtidig tages beslutning om anvendelsen af foreningens formue.

 

Ved opløsning nedlægges hjemmesiden.

 

Opløsningen gennemføres og administreres af et likvidationsudvalg på 3 medlemmer, valgt af den generalforsamling, på hvilken det besluttes at opløse foreningen.

 

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 6. februar 2007.